Campral
Campral er et lægemiddel, der kan bruges til behandlingen af alkoholafhængighed. Campral kan nedsætte trangen til alkohol og derved risikoen for tilbagefald. Behandlingen skal altid kombineres med et behandlingsforløb.
Vi har mulighed for at tilbyde dig Campral, som en del af din behandling i Rusmiddelcenter Herning.
Vi vurderer i samarbejde med dig og din praktiserende læge, om du vil kunne få gavn af Campral.
Naltrexone
Naltrexone kan bruges som supplerende behandling mod alkoholafhængighed i forbindelse med dit behandlingstilbud i Rusmiddelcenter Herning. Naltexone kan understøtte din afholdenhed, da den kan nedsætte trangen til alkohol.
Antabus
Antabus ændrer kroppens måde at nedbryde alkohol på. Du skal ikke drikke alkohol, når du tager Antabus. Du kan få en meget ubehagelig reaktion med hovedpine, kvalme, hurtig puls, opkast og rødme i ansigtet. Antabus er ikke en behandling i sig selv, men et støttende supplement til at opleve alkoholfrihed.
For nogle er det hjælpsomt at tage Antabus for at blive alkoholfri i en periode.
I behandlingen er det vigtigt at have en ædru periode, så man kan arbejde terapeutisk med sit alkoholproblem.
Vi har mulighed for at tilbyde dig kontrolleret Antabusbehandling, som en del af din behandling i Rusmiddelcenter Herning.
Vi vurderer i samarbejde med dig og din praktiserende læge, om du vil kunne få gavn af Antabus. Du kan hver mandag og torsdag få udleveret Antabus i Rusmiddelcenter Herning.
Mandag kl. 15:00 – 16:00
Torsdag kl. 15:00 – 17:00